Soloeventyr: Paelis Physarum

Prolog - Brevet

Kretenhob, Urdâs
Sensommer, år 507 efter Taren

Den tropiske luft hang tungt over den stolte havneby, hvilket blandt flere af de lokale var et sikkert tegn for, at regntiden snart ville komme. Men omkring Huang Lai hang blot den sødlige duft af jasminrøgelse, som hun yndede at brænde af under sin meditation. Og intet – end ikke de sidste 2 år under sin position som Boss for den lokale gren af Skyggelavet – skulle afholde hende fra at udføre denne tradition. Eller det ville sige, lige indtil hun blev afbrudt af Zorta, General for Skyggelavet og højre hånd for Bossen.

“Undskyld mig, Boss,” fremstammede Zorta med en dyb omend blød rømmen i sin stemme. “Men, angående det, der skete under mødet i dag… er du sikker på, at det var klogt?”

Huang Lai pustede ud men blev blot siddende på sin pude: “Der har gennem længere tid været problemer med De Sydlige Hugorme. Og folket her i byen kan ikke regne med mig som Boss, hvis ikke jeg kan stå for deres beskyttelse. Røveri og chikane på åben gade kan ikke accepteres.” Hun vendte sit blinde blik mod Zorta. “Jeg er nød til at statuere et eksempel, hvad end Gaies Fulmen kan lide det eller ej.”

“Jovist, jovist.” Zorta nikkede nervøst. “Men du har jo brug for bandernes støtte, hvis du vil undgå at tabe hovedet.”

“Hah, jeg er ikke så blind, som du tror,” grinede Huang Lai. “Jeg ved godt, hvad bandelederne tænker om mig. Men de ved bedre end at gå imod mig. Eller dig, for den sags skyld, min ven. Så længe Lavet har noget at skulle have sagt, så rører de ikke en finger.”

“Nej, det er rigtigt nok,” svarede Zorta, inden han sank en klump i halsen. “Medmindre…”

“Medmindre, hvad?” Huang Lai rejste sig op. “Hvad er det, du ikke fortæller?” Zorta svarede ikke, hvilket fik Huang Lai til at prikke mere til orken. “Som du nok husker, så ledte Bento Underhøj dette Lav gennem svindel og bedrag. Jeg agter at lede det gennem åbenhed og respekt.” Hun gik helt hen til Zorta. “Og respekt går begge veje. Så fortæl mig, hvad er det, du holder tilbage.”

“Jo,” fremstammede Zorta. “Gennem vores sidste forhandlinger med euforiserende svampe, fandt vi en ladning af en meget kraftig art. Stærkere end Gyldensvamp. Man siger, at den mindste flig kan frembringe forrygende hallucinationer, men større doser… ja, det er den sande død! Og nu er der en større forsendelse af disse svampe, der er forsvundne, så jeg bekymrer mig lidt, om det kan være Fulmens værk.” Han så alvorligt på hende. “Du ved lige så godt som jeg, at han svor kun troskab under pres. Men i virkeligheden higer han efter din plads…!”

Huang Lai nikkede: “Du har nok ret. Vi kan ikke tage nogen chancer. Jeg bliver nød til at kontakte en ven, der kan hjælpe mig. Og du skal hjælpe med at diktere brevet.” Hun gik over mod skrivebordet, forfulgt af Zorta som hun bad sætte sig. “For, du kan da læse og skrive.”

“Selvfølgelig kan jeg det,” brummede Zorta. “Bare sig, hvad jeg skal skrive, så læser jeg det op bagefter…!”

“Ja, jeg kunne også selv mærke efter trykmarkeringer, når blækket er tørt,” svarede Huang Lai, mens Zorta dyppede fjerpennen i blækhuset. “Nå, citér efter mig: ‘Kære ven’…”

Kapitel I - Et Tilbud Du Ikke Kan Afslå

Paelis’ Druidelund, uden for Porto Dresh

  De sidste par år havde Paelis Physarum, skovelver-druide af Sporens Cirkel og tidligere eventyrer i gruppen Urdâs’ Vogtere, dyrket jorden uden for den dimakshanske koloniby Porto Dresh på øen Urdâs under sin nyetablerede druidelund. Dette havde han gjort ved hjælp af Svend Eggetrigger, halvling monsterjæger og Paelis’ ven og tidligere rejsefælle, samt andre nytilkomne lærlinge inden for denne form for druidekundskab.

  Solen stod højt en formiddag stod Paelis som vanligt for at levendegøre junglen træer og forvandle dem til trænter, der skulle assistere med at dyrke jorden til nye svampe og holde uønskede personer på afstand; skønt Paelis ikke havde nogen interesse i at involvere sig for meget med Skyggelavet, der selv på Urdâs havde sit fodfæste, drev han stadigvæk en forretning med Huang Lai ovre i havnebyen Kretenhob, da hun kunne sælge hans euforiserende svampe på det sorte marked.

  “Nå, så er det på plads,” sagde Paelis for sig selv, inden han gik over mod sit telt. Der fandt han breve, han havde skrevet til de andre druidecirkler ovre på fastlandet, allesammen sendt retur; han havde længe søgt efter at række hånden ud til de andre cirkler, men gang på gang på blanke afvisninger. “Nah, til De Ni Helveder med dem,” mumlede han for sig selv, hvorefter han så hen mod Svend, der stadig lå og sov i sin køje. Paelis sukkede: “Typisk!” Egentlig skulle Paelis bruge Svend til at hjælpe med at administrere lunden, men da han godt vidste, hvor irriterende han kunne blive, når han ikke fik sin skønhedssøvn, lod han ham blot sove videre. Omkring Svends køje lå yderligere tomme vinflasker og nogle uvaskede tallerkener. Paelis kom med et grin for sig selv, da han så dette: “Ja, dette er OGSÅ typisk Svend!”

 Da Paelis kom ud af teltet igen, mærkede han den lumre temperatur i vejret. Dette fortalte ham, at det kun var et spørgsmål om dage, før Urdâs nåede ind i endnu en regntid - den tid på året, Paelis havde set mest frem til, da det gavnede svampevæksten i jorden.

  Pludselig fik han øje på en rytter på en dresseret, velvoksen velociraptor ride på vej ind mod lunden: rytteren bar en mørk kappe med hætten trukket ned over hovedet. Idet rytteren nærmede sig lundens centrum, sprang flere slynglianer op omkring dinosauren, der gav et hyl, hvorpå rytteren faldt af og ramte jorden. Paelis skyndte sig over mod rytteren:

  “Hvem er du? Hvad laver du her?”

  “Tag det roligt,” svarede rytteren, mens han rejste sig op. “Jeg bringer bud fra Kretenhob!”

  “Kretenhob?” Paelis så forvirret på rytteren. “Hvis du kommer fra Lavet, burde du have et segl på dig, der ville give dig frit lejde til lunden.

  “Jeg beklager,” svarede rytteren, “men jeg var nød til at rejse under dække. Bossen har et brev, jeg skulle overrække dig.”

  “Et brev?” Paelis så på rytteren og rakte hånden frem. “Lad mig se det.” Rytteren pakkede et sammenrullet pergament frem fra sin rejsetaske og overrakte det til Paelis, som åbnede det og begyndte at læse brevet:

“Kære ven

  Jeg håber, alt er vel hos dig og Svend, og jeg takker for det samarbejde, vi kunne få sat op mellem din druidelund og Lavet.

  Jeg ville nødigt skrive for at forstyrre dit virke, men jeg er bange for, at jeg har desperat brug for din hjælp i en penibel affære:

  Derfor vil jeg bede dig om, lige så snart du modtager dette brev, at rejse til Kretenhob for at opsøge mig. Bemærk, at jeg blot beder dig om at gøre dette for mig, så du behøver ikke involvere Svend i det.

  Jeg vil sende en af mine folk ud for at modtage dig i junglen uden for byen, for så at følge dig resten af vejen.

De bedste hilsener

Huang Lai

Dikteret af Zorta”

  Paelis så på rytteren igen: “Hm, interessant. Så får man da noget for hånden igen.”

  “Ja, og nu må jeg videre,” fortalte rytteren. “Jeg har en anden besked at give videre i Porto Dresh.” Paelis lod slyngplanterne slippe dinosauren, der rejste sig på benene igen, hvorpå rytteren satte sig op på den igen for at ride ud igen.

  I samme øjeblik kom Svend anstigende ud af teltet, mens han gabte og strakte sig: “Godmorgen Svend! Så skal vi til det igen!”

  “God formiddag,” svarede Paelis. “Du bliver nok de næste par dage tage dig af lunden. Jeg skal afsted.”

  “Afsted?” Svend så forvirret på Paelis. “Hvorhen?”

  “Til Kretenhob,” svarede Paelis. “Jeg ved ikke, hvad det helt præcis drejer sig om, men det har noget af gøre med den aftale, vi har med Huang Lai…”

  “Huang Lai?” Svend så nærmest såret ud på Paelis. “Så… Huang Lai vil gerne se dig, men hun vil ikke se MIG??”

  “Tag det ikke personligt,” lød det fra Paelis. “Det lader til, der er nogle problemer, og siden det jo er Lavet, det drejer sig om, kan det potentielt være dødsfarligt…”

  “Nå ja, det ville da ikke være første gang, jeg har prøvet at dø,” mukkede Svend for sig selv, inden han gav et nik. “Men selvfølgelig, hvis det er det, som Huang Lai ønsker, så skal jeg nok passe på lunden. Hils hende fra mig.”

  “Det skal jeg gøre.” Paelis gik over for at pakke sit rejsegrej og sadle det på sin forvoksede velociraptor, hvorpå han fandt sin trofaste druidestav frem. Imens kunne han høre Svend jage en af de andre dresserede dinosaurer væk fra nogle svampe, særligt Gyldensvamp: “Hallo, Fido! Lad være med at spise de der! Dem kan du ikke tåle!”

  Paelis himlede med øjnene, imens han gjorde sig klar til afrejse; han satte sig op på ryggen af raptoren, der tog stærkt tilløb gennem junglestierne, hvor han efter et par timer nåede frem til Uz’Huulx-Floden, hvor han på den anden side af floden kunne se Port Fendrys. Han gjorde stop ved De Fem Brødres Vagttårne, de fem vagttårne på sydbredden af floden, og trak raptoren videre frem mod færgerne, der sejlede folk over mod selve byen. En af disse færger var bemandet med en enkelt halv-dværg, der havde et busket overskæg og en pibe lige i munden, som pudsede båden af for alger.

  “Vær hilset, min gode herre,” sagde Paelis høfligt. “Jeg har brug for at komme over på den anden side. Kan De sejle mig derover?”

  “Jovist,” svarede halv-dværgen. “For Dem og Deres ridedyr bliver der 50 guldstykker.” Paelis rodede rundt i sine små tasker med ædelstene og gravede en rubin frem.

  “Det burde dække for betalingen,” sagde Paelis. Som byttepenge gav halv-dværgen 25 guldmønter tilbage, hvorefter Paelis og raptoren gik ombord på færgen. Halv-dværgen løsnede fortøjningerne, hvorefter de begyndte at krydse floden.

  Port Fendrys lignede fuldkomment sig selv efter to år; dog var der kommet ekstra skyts langs bymuren på grund af de tidligere angreb fra dragerne, som Paelis stadig kunne huske noget så tydeligt. Undervejs på sejladsen skævede halv-dværgen til ham: “De virker nu ret bekendt…?”

  “Måske,” svarede Paelis nervøst. “Lidt bekendt er man vel altid?”

  Pludselig gik det op for halv-dværgen, hvor han havde set Paelis fra: “Vent lige? Var De ikke en af Urdâs’ Vogtere?” Dette bekræftede Paelis, hvorefter halv-dværgen tabte kæben. “Jamen… så er De jo en af de helte, der reddede os alle fra Dragernes Kult! Ej, så skal De da slet ikke betale for turen!”

  “Ah, hør nu her, min gode herre,” svarede Paelis. “Nok kommer jeg selv fra Lloéran-Ardën, men jeg er efterhånden begyndt at lære, at ting koster det, de nu engang koster.”

  “Meget vel,” lød det fra halv-dværgen. “Det kan jeg kun respektere…!”

  Da de ankom ovre ved Fendrys Havn, gik Paelis i land med sin raptor. Han takkede for turen og kastede ‘Druidekundskab’ for at fjerne algerne fra båden og pakke dem ned i sin taske. Dette satte halv-dværgen stor pris på, og Paelis kunne jo selv bruge algerne som gødning.

  Paelis gik gennem byen, mens han holdt fast i tøjlerne til raptoren. Gaderne var lige så travle og myldrede, som han huskede det, og da han kom forbi kroen ‘Den Harske Harpy’, væltede minderne frem hos ham - særligt Svends ubetalte regninger på daværende tidspunkt. Oppe ved et af torvene fik han øje på en lille gruppe tabaxier, der knælede ærbødigt for en groft træudskåret helligdom, der forestillede en hvidmalet, humanoid katteskikkelse med begge arme rakt ud: de bad til Katteherren Se’ti, som Paelis tidligere havde kendt som Snebold. Paelis smilede for sig selv ved tanken om det, Snebold havde opnået i løbet af sit korte liv: fra at være anset som et simpelt kæledyr til at blive dyrket som en guddom. Han kastede diskret nogle frø for fødderne af statuen for så at få nogle blomster til at blomstre ved at kaste ‘Druidekundskab’ på dem. Tabaxierne måbede målløst på dette:

  “Katteherren har skænket et mirakel…!”

  Paelis smilte endnu engang, inden han fortsatte videre ud af byen.

  Fra den østlige port red Paelis forbi øglefolkets slumkvarterer uden for byen; skønt slavemestrene ikke længere så ud til at svinge så ubønhørligt med pisken over dem, boede de stadig lige så miserabelt, som Paelis huskede det. “Visse ting forandrer sig vist ikke,” konstaterede han for sig selv, inden han red videre af stierne ud i junglen.

  Junglen var meget tæt og der var blot få naturlige stier at navigere sig gennem; dog havde en raptor nemmere ved at navigere sig gennem de tæt bevoksede områder, hvilket var grunden til, at folk nu om dage gjorde mere brug af dem end almindelige heste på Urdâs.

  Efter et par timers ridt ankom han til en lysning, hvor der stod et slukket lejrbål og et simpelt opstillet telt. Paelis steg af raptoren og undersøgte området nærmere, mens han gav sig til kende: “Hallo? Er her nogen?” Pludselig landede en pil direkte i jorden foran raptorens fødder og raptoren trak sig lidt tilbage. Ned fra et af træerne sprang en kvindelig skovelver bevæbnet med en langbue. Hun havde en mørkebrun kappe med hætte, der dækkede over en mørkegrøn lædervest. Hendes grønne øjne skinnede under hætten og hendes bronzefarvede hud bar skovelviske stammetatoveringer op langs de bare arme og på hendes ansigt. Idet hun kastede et blik på Paelis, sænkede hun sin bue:

  “Så det er dig, Bossen har sendt bud efter?”

  “Hvis din Boss er Huang Lai, så ja, det er det,” svarede Paelis. “Det er mig, der er Paelis Physarum.”

  Kvinden trak sin bue til side og gav et nik: “Beklager denne modtagelse, men jeg er nød til at være forsigtig, forstår du nok. Mit navn er Kaythana De’aleen… men du kan bare kalde mig Kay, hvis du vil.”

  “Udmærket… Kay.” Paelis anså kvinden nærmere, inden hun kiggede sig over skulderen.

  “Nå, nu hvor du er her, kan vi lige så godt komme afsted,” fortalte Kay. “Bossen har bedt mig eskortere dig til Lavssalen i Kretenhob.”

  “Det lyder fint,” svarede Paelis. “Du fører bare an.” Paelis trak raptoren ved sin side, mens Kay gik ved siden af ham. Undervejs gennem junglen snakkede de ikke meget, indtil Kay brød tavsheden:

  “Hvor meget er du blevet informeret om i forvejen?”

  “Ikke særligt meget,” svarede Paelis. “Hun skrev - eller rettere Zorta skrev for hende - at hun ønskede at komme i kontakt med mig igen og af det handlede om vores samarbejde.”

  Kay gav et nik: “En ting, du skal vide, det er, at hvad end Bossen ønsker at drøfte med det, det er der kun meget få, der er blevet informeret om - selv inden for Lavets rækker.”

  “Det lyder alvorligt.” Paelis så bekymret på Kay, som kom med et lille grin.

  “Vel ikke mere alvorligt end at bekæmpe en drage eller to,” svarede hun. “Men under alle omstændigheder, det jeg kan fortælle dig om, det er, at der er nogle af dine forsendelser, der er forsvundne undervejs.”

  “Forsvundne?”

  “Ja, nemlig,” fortsatte Kay. “Nu ved jeg ikke, om du kan huske Gaies Fulmen?”

  “Bandelederen for De Sydlige Hugorme,” svarede Paelis. “Åh jo, ham husker jeg kun alt for godt.”

  “Nemlig ja,” fortsatte Kay. “De Sydlige Hugorme er blot én af de bander under Lavet, der styrer Kretenhob. Jeg selv er med i De Nordlige Kobraer, som Zorta er General for. Og i hvert fald, vi mistænker, at Gaies Fulmen har en finger med i spillet på nogle af de forsvundne varer.”

  “Hvad bygger du det på,” spurgte Paelis.

  “Jo,” svarede Kay. “Jeg var selv til stede, da Bossen fik sin plads i Lavet af Drízhai Uh’valdïn, og det var vist tydeligt for enhver, at hverken Fulmen eller resten af De Sydlige Hugorme var særligt begejstrede for denne beslutning. Vi har selvfølgelig ingen beviser for, at Fulmen skulle have gjort dette her - men det håber vi lidt på, at du kan hjælpe os med.”

  Inden Paelis nåede at svare, gjorde Kay brat hold og tyssede på ham. Hun gav tegn til Paelis om at dukke sig for at følge lydløst efter hende i det høje græs - og forude fik de øje på en tyrannosaurus, der gik forbi i området.

  “Ah,” hviskede Kay. “Forbandede tyrannosaurusser!”

  “Hvad mener du med det,” svarede Paelis stille. “De har vel deres territorium her i området?”

  “Det er selvfølgelig rigtig nok,” konstaterede Kay. “Det er dog knap så fedt, hvis de blokerer handelsruterne ind og ud af byen.” Hun fremtryllede et par klinger i sine hænder. “Selvfølgelig, hvis vi skal lade den være, så må vi prøve at snige os forbi den … men jeg er bare klar på hvad som helst…!”

  Paelis så på hende: “Lad den være. Hvis den skaber problemer på vejene, så må Legionen jo tage sig af dem.”

  “Hm,” sukkede Kay, inden hun tryllede sine Mentale Klinger væk. “Du har nok ret. Så må vi bare snige os forbi, da de er ret territorielle og kan blive aggressive, hvis man kommer for tæt på deres revir.” Ganske forsigtigt sneg Paelis og Kay sig forbi, efter Paelis havde kastet ‘Passér Uden Spor’ på dem begge og raptoren, hvortil de uden problemer kom langt nok på afstand af tyrannosaurussen, der så op og lod mærke til en pteradon, der fløj over hovedet på den. Med et brøl eftersatte den dette andet, større bytte, hvorpå Kay åndede lettet op. “Nå, lad os komme videre.”

  “Ja,” svarede Paelis lettet, hvorefter de begav sig videre gennem junglen.

  I løbet af få timers gang nåede de Kretenhobs mure og gik direkte mod De Fire Tårnes Port. Et par byvagter holdt kontrol med folk, der kom ind og ud af byen. Kay vendte sig mod Paelis: “Bare lad mig føre ordet her.”

  “Javel, det skal du være så velkommen til,” svarede Paelis. Da de nærmede sig vagterne, hvor en af dem rakte hånden frem:

  “Holdt! Hvad er Deres ærinde? Må vi se nogle rejsepapirer?”

  “Min gode herre,” svarede Kay med et smil på læben. “Min ven her og jeg har rejst ret langt, og vi er blot på vej hjem. Så hvis De vil være så elskværdig at lade os komme hjem i god ro og orden?” Hun rakte sin hånd frem, hvor Paelis med det samme lod mærke til, at hun på diskret vis havde gemt en pose mønter under sin hånd. Vagten så på Kays hånd, gav et smil og modtog pengene, hvorefter han gav hende et nik:

  “Det er i orden. Fortsæt videre.”

  “Jeg takker,” svarede Kay, mens hun nejede, hvorefter hun og Paelis fortsatte videre ind i byen. Paelis sagde intet - men tænkte for sig selv, at det nu havde sine fordele, at Kretenhobs vagter var så korrupte, som de var, og derfor nemme at bestikke.

  De fortsatte videre ned mod Lav-Byen, hvor de passerede fattigkvartererne, befolket med flere suspekte personligheder, til de kom til den store bygning, der husede Lavssalen. Paelis kastede et enkelt blik over mod kroen ‘Det Nedslidte Æsel’, hvilket mindede ham om sit første møde med Vamír, mens Kay bankede tre, taktfaste bank på døren, hvorefter en sluse åbnede sig:

  “Jeg er stærk som en klippe, men ord kan tilintetgøre mig. Hvis du nævner mit navn, vil jeg brydes. Hvad er jeg?”

  “Stilhed,” svarede Kay. Slusen lukkede, hvorefter nogle låse indefra blev låst op og døren åbnede sig. Inde bag døren hilste hun på en høj dørmand, der så ned på hende:

  “Vær hilset, Kay! Nå, hvordan gik det ude i junglen?”

  “Ah, pas dig selv, din bums,” svarede hun blot. “Jeg har et ærinde med Bossen, så jeg har ikke tid til at sludre.” Mens Paelis gik forbi dørmanden, der blot kom med et grynt, samtidig med at to skyggelavsbrødre, der gik forbi, grinte af ham, tænkte han for sig selv:

  “Jeg begynder at kunne lide hende mere og mere…!”

  De gik sammen gennem salen, til de kom til døren ind til Bossens kontor. På vej gennem salen observerede Paelis flere skyggelavsbrødre, der sad ved bordene - nogle sad og spillede terninger eller kort, mens andre lagde arm. Kay bankede et par taktfaste slag på døren, hvorefter der kom samme taktfaste bankelyde indefra. Kay fortsatte sin banken i rytmisk facon, gengivet fra indersiden, indtil døren åbnede og hun og Paelis blev mødt af bjerg-orken Zorta: “Kom indenfor!”

  De gik ind i kontoret, hvor Huang Lai sad bag et skrivebord med ryggen til indgangen. Uden at vende sig, sagde Huang Lai blot: “Ah, Paelis…! Jeg synes nok, jeg kunne genkende din lugt.”

  Paelis snuste sig under armen: “Jamen… tak? Også rart at SE dig igen…!” Huang Lai kom med et lille grin, inden hun vendte sig om og rakte hånden ud mod en tom stol ved siden af sin egen:

  “Værsågod at tage plads.” Paelis satte sig ned på stolen, mens Huang Lais blinde blik stirrede ud i luften. “Godt at vide, at du kunne komme med så kort varsel. Hvor meget har Kaythana informeret dig undervejs?”

  “Meget lidt og kortfattet,” svarede Paelis. “Jeg kan forstå, at der er nogle varer, der er forsvundet, og I mistænker Gaies Fulmen. Men også, at du ville uddybe nærmere ved vores ankomst.”

  “Korrekt.” Huang Lai lænede sig tilbage. “Det er sådan, som Kaythana har nævnt, at en del af vores leverancer er forsvundet. Deriblandt var der en nyere opdaget svampeart, der ligeledes er forsvundet undervejs - en ret så kraftig svampeart, ud fra hvad jeg har hørt, der skulle være mere hallucinerende end Gyldensvamp, og vi frygter, at i de forkerte hænder kan den gøre stor skade på det marked, vi har oprettet her i byen.”

  “Denne svamp,” spurgte Paelis nysgerrigt ind til, “på hvilke måder er den kraftigere end Gyldensvamp?”

  “I små doser, kan den gøre en høj i flere timer af gangen,” svarede Huang Lai. “Men i større doser, er det den visse død!”

  Paelis så overrasket rundt - først på Zorta og Kay, inden han vendte sit blik tilbage på Huang Lai: “Og HVOR mange forsendelser er forsvundet, inden du besluttede dig for at kontakte mig? Havde det måske ikke været relevant for mig at blive informeret om den slags, da jeg jo er jeres leverandør?”

  “Jeg beklager, at du først får dette at vide nu,” svarede Huang Lai. “Men dette er et anliggende kun for Lavet, og siden du og Svend kun er anset som Spurve blandt Lavets højere ledelse, havde I ikke ret til at vide dette.” Paelis så irriteret ned i gulvbrædderne, inden Huang Lai fortsatte. “Dog, så har vi en løsning, som vi håbede på, at du ville hjælpe os med.”

  Paelis så på Huang Lai: “Jeg lytter.”

  “Siden det drejer sig om viden, der kun angår Brødre og Søster af Lavet,” forklarede Huang Lai, “og du selv er en af de få personer her på øen uden videre tilknytning, som jeg tør stole på, så ville jeg høre dig om, hvis du under dække af at være en Broder af Lavet ville undersøge denne sag nærmere?”

  “Det ligger jo til min interesse, da der kan være tale om direkte konkurrence mod mig og mine leverancer,” svarede Paelis. “Plus, det kunne være særligt spændende for mig at undersøge denne specielle svamp - så, der har du vist mit svar på dit spørgsmål.”

  Huang Lai nikkede fortrøstningsfuldt: “Det er jeg glad for at høre. Jeg vil sagtens selv kunne stå inde for dig på baggrund af de ting, vi har oplevet sammen OG for vores forretningsforbindelser. Men, bare så det for alle de andres vedkommende virker mere oprigtigt, så er jeg nød til at forklare dig om de regler, vi har, siden det er det, jeg er pålagt fra Lavets side.”

  “Okay?” Paelis så afventende på Huang Lai, mens hun begyndte:

  “For det første, undlad helst at bande, når du er her i hovedkvarteret. Der er et uendeligt antal ord på både orlaniansk, elvisk og dværgetale. Og enhver, der kun tyr til at sige ‘fuck dit’ og ‘op i røven med dat’ er blot dumme, dovne og ubegavede.”

  Paelis kom med et grin: “Nu er Tarathiel ikke længere på øen. Siden han rejste, har jeg ikke haft meget grundlag til at bande.”

  “Godt at høre,” svarede Huang Lai, hvorefter hun fortsatte. “For det andet, hold dig væk fra alt, der har med slavehandel at gøre. Jeg har arbejdet hårdt for at slippe af med den del af Lavets forretninger her på øen, da vi er bedre end dette. Og hvis du oplever, at det stadig finder sted blandt banderne, skal du rapportere dette til mig, for så vil jeg personligt tage hånd om det.”

  Paelis rykkede sig tilbage i sin stol: “Du snakker med en, der kæmpede hårdt for Snebolds rettigheder. Og jeg gør alting på egen hånd, og ellers har jeg blot træer og andre planter til at hjælpe mig. Du ser ingen slaveaktivitet fra min side af.”

  Huang Lai nikkede endnu engang tilfreds: “For det tredje, lad være med at lægge dig ud med byvagten. De er på vores betalingsliste, så de vil lade dig være i fred. Men hvis du går for vidt - eksempelvis ved at skabe en udød, muteret svampevanskabning, der går amok - vil de komme efter dig, om du har penge på lommen eller ej. Og hvis du nogensinde skulle blive fanget, siger du ingenting…!”

  Paelis sank en klump: “Du har intet at bekymre dig om i forhold til dette. Efter Svend kom tilbage, har jeg vendt mig væk fra nekromanti og i stedet fokuseret på mere naturlig magi.”

  “Godt,” svarede Huang Lai. “Og endelig, så er der en sidste ting: nu har jeg ikke Zorta ved min side, fordi han er stor og muskuløs, og derved kan beskytte mig. Der findes utallige muskelbundter, både på øen og på fastlandet, der er stærkere end ham.” Zorta brummede i anerkendende respekt for hendes udsagn, mens hun fortsatte. “Og jeg har heller ikke Kaythana ved min side på grund af sin snilde, skønt hun er en sand magiker, når det kommer til låse.” Kay kom med et lille smil, mens Huang Lai afsluttede sin tale: “Nej, de to er herinde med os, fordi de har én ting tilfælles. Den ENESTE ting, der betyder noget. Kan du gætte, hvad det er?” Både Kay og Zorta så afventende på Paelis, mens han tænkte sig grundigt over dette spørgsmål, inden han svarede:

  “De er loyale.”

  “Det er korrekt,” svarede Huang Lai. “Og loyalitet går begge veje; så længe folk er ærlige over for mig, tager jeg mig godt af dem. Men svigter de min tillid… tja, så har det selvfølgelig sine konsekvenser…!”

  Paelis sukkede: “Du har intet at bekymre dig om, for hvad ville jeg få ud af at snyde jer? Jeg mister handelspartnere, ressourcer og tilmed livet, hvis jeg gik bag om ryggen på jer. Det ligger ikke til min natur at snyde folk.”

  Huang Lai nikkede og rejste sig: “Udmærket. Det er jeg glad for, at du siger. I så fald, så vil du få en fast plads her i hovedkvarteret, der er dit og som du kan komme til i sikkerhed, og i aften vil jeg bekendtgøre for resten af Lavet, at vi har en ny Broder i vores midte.”

  Mens Huang Lai gik ud af kontoret, gik Zorta hen for at klappe Paelis på skulderen: “Velkommen til, Broder.”

  “Tak,” lød det usikkert fra Paelis, hvis hoved begyndte at ræse afsted: han havde håbet på en mere simpel opgave, så han kunne vende tilbage til sin lund. Han grublede endvidere over al hemmelighedskræmmeriet, hvilket han et eller andet sted kunne forstå på grund af Skyggelavets tendens til at holde ting fra folk, der ikke var fuldt ud indviede medlemmer - dog i sidste ende kunne han nu under sin undersøgelse af de forsvundne svampeforsendelser se en fremtid som midlertidig Broder af Skyggelavet.

Kapitel II -

TBA

Kapitel III -

TBA

Kapitel IV -

TBA

Kapitel V -

TBA

Kapitel VI -

TBA

Kapitel VII -

TBA

Kapitel VIII -

TBA

Kapitel IX -

TBA

Kapitel X -

TBA