Den Kejserlige Provins
Score: 204 | 07/20/24 |
Middenheim er et af de største provinser af Eideron-Imperiet, foruden at være selve det bankende hjerte af det mægtige kejserrige. Siden Kongerigernes Alder har Middenheim været en central magtfaktor mellem det barske, uciviliserede nord og de mere civiliserede, velhavende lande mod syd. Middenheim bestod dengang af et løst forbund mellem konger og højadel, der måtte dele landet mellem sig i både krig og fred.
Mod slutningen af Kongerigernes Alder begyndte kong Taren III af Middenheims Kongerige at udleve sin store vision om at samle Orlanis under ét fælles banner, da han så, hvordan krigsførelsen mellem de forskellige landes kongehuse - for ikke at tale om interne stridigheder i kongefamilierne, hvilket han selv havde mærket tæt på kroppen efter sin stedsøsters attentatforsøg mod Taren for at tilrane sig tronen - potentielt kunne splitte landene ad. Dette blev begyndelsen på Foreningskrigen, en femårig krigskampagne hvor kong Taren, senere kendt som “Taren Erobreren”, samlede Middenheim og de øvrige nationer i Orlanis, hvor han med denne handling grundlagde Eideron-Imperiet og blev kronet som den første imperator af kejserriget - kejser Taren I af Huset Din.
Over 500 år senere, efter mange tiders komplotter mod tronen, sidder nu Tarens efterkommer, kejser Gaspar I af Huset Dinmoris, på tronen i Imperiets prægtige hovedstad, Kejserstaden Eidon. Herfra regerer han over Eideron-Imperiet under opbakning af Det Kejserlige Samråd, en lovgivende forsamling bestående af Middenheims adel og vasal-fyrsterne, efterkommere af Orlanis’ gamle konger, som hver repræsenterer deres respektive provins i Imperiet.